Verdens bedste sauce til fisk

Her; friskfanget, letbagt ørred og pandestegt grønkål. Saucen løfter retten op på et fortryllende niveau. ;)

Her; friskfanget, letbagt ørred og pandestegt grønkål. Saucen løfter retten op på et fortryllende niveau. ;)

 
 

Sauce med restaurant-smag hjemme på dit spisebord:

Første gang vi lavede denne sauce, blev vi nødt til at lukke øjnene i et øjeblik af spontan nydelse. Denne sauce smager virkeligt af noget! Saucen er en beurre blanc med lakse- eller ørredrogn rørt i lige inden servering. Så det er bestemt ikke en slanke-sauce! Det indeholder meget smør! Prøv den til et stykke laks eller ørred og eventuelt lidt grønkål, du hurtigt har stegt af på en MEGET varm pande med lidt olivenolie og lidt salt. Opskriften på saucen passer til fire ikke-smørforskrækkede personer. ;)

INGREDIENSER:
◾️ Et skalotteløg eller et lille halvt gult løg
◾️ En halv dl. vand
◾️ En halv dl. hvidvinseddike
◾️ 2 spsk. piskefløde
◾️ En kvart kylling-bouillonterning
◾️ 150 gram koldt smør i tern
◾️ Et helt glas rogn (ørred eller laks)
◾️ To spsk. finthakket purløg

SÅDAN GØR DU:
◾️ Hak løget fint og kom det i en kasserolle med en lille klat smør. Steg løgene ved lav temperatur i et par minutter. De skal ikke tage farve.
◾️ Tilsæt vand og hvidvinseddike og den kvarte bouillonterning. Kog ned, så mængden er reduceret med cirka en tredjedel.
◾️ Tilsæt så fløden og lad saucen småsimre i 3-4 minutter.
◾️ Nu er det smørtid! Kom 2-3 tern smør i gryden ad gangen, mens du pisker i gryden. Bliv ved indtil al smør er smeltet og har gjort saucen tyk og cremet. Saucen skal ikke have for meget varme, da den ikke må koge, da smørret så vil smelte helt og saucen miste sin lækre cremede konsistent.
◾️ Lige inden servering; kom rognen og de finthakkede purløg i. Server med lækker fisk og evt. lidt pandestegt grønkål og dine favoritkartofler. Velbekomme!