‘Vente-tricket’ giver perfekt rosa steg
Stegen var smeltende mør og saftig. Sammen med det perfekt krydrede og stegte krølfedt, var der så meget saft og smag til stede i hver mundfuld, at man faktisk ikke behøvede sauce til. Stegen indeholdt sin egen ‘sauce‘.
Alt godt kommer til den der venter - også en saftig steg:
'Vente-tricket' giver dig perfekt rosa kød HVER gang: Skal du stege en hel oksesteg i ovnen, er der her tricket til at få saftigt, rosa kød hver gang. Og det er faktisk ikke særlig svært. Stegen skal skiftevis i ovnen og ud at hvile. I ovnen og ud at hvile. Også kaldet inverval-stegning. Så du skal vente mere, til gengæld er resultatet værd at vente på! Det lover vi!! Varmen trænger langsomt ind i kødet, så det yderste lag kød ikke bliver overtilberedt, inden kødet er tilberedt i midten. Du får en lækker rosa farve og supermørt og saftigt kød HELE vejen igennem stegen.
INGREDIENSER:
◾️ En okseculotte
◾️ Flagesalt og friskkværnet peber
◾️ Evt. dine favorit krydderier; timian, rosmarin, hvidløg eller hvad du nu foretrækker.
SÅDAN GØR DU:
◾️ Start med at duppe kødsaft af stegen med lidt køkkenrulle.
◾️ Rids derefter fedtet på stegen på kryds og tværs, så du laver små firkanter i fedtet, hvor salt og krydderier kan sidde fast. Det sikrer også at fedtet lettere kan blive sprødt og lækkert. Lidt som når du steger en flæskesteg.
◾️ Giv stegen en gavmild mængde flagesalt, friskkværnet peber og evt. timian, rosmarin og andet. Sørg for at massere det godt ned i det ridser, du har skåret i fedtlaget.
◾️ Smid stegen i et ildfast fad med fedtsiden opad. Sæt den i en forvarmet ovn på 200 graders varmluft.
◾️ Efter 15 minutter tager du stegen ud - og skruer ned på 180 grader.
◾️ Når fadet med stegen har stået ude i 15 minutter, skal den tilbage i ovnen. Igen i 15 min.
◾️ Efter 15 minutter skal stegen ud igen og hvile på bordet. Igen i 15 min. Når den har hvilet anden gang, er der gået en time, siden den først blev sat i ovnen.
◾️ Nå skal stegen i ovnen for 3. gang. Men først skal du smide et stegetermometer i den tykkeste del af stegen. Sørg for at spidsen af stegetermometret er midt inde i stegen, da det er kernetemperaturen, vi gerne vil måle. Er fedtet på stegen ikke ved at blive sprødt og lækkert endnu, kan du med fordel tænde for grillen i ovnen i 8-10 min. af den sidste tur i ovnen.
◾️ Når kernetemperaturen rammer 56 grader, tager du stegen ud og lader den hvile på bordet - uoverdækket - i cirka 15 minutter.
◾️ Herefter kan du skære din perfekt tilberedte steg i lækre, saftige skiver. (Er du til lidt rødere kød, kan du tage stegen ud ved 55 grader. Er du til lidt mindre rosa kød; tag den ud ved 57 grader. Vi anbefaler dog de 56 grader for det bedste resultat.)
KLAR TIL FØRSTE TUR I OVNEN: Her er okse-culotten efter den har fået ridset fedtlaget og har fået godt med flagesalt, friskkværnet peber og timian.
KLAR TIL AT BLIVE SKÅRET: Stegen efter 3x15 minutter i ovnen og efter 15 minutters hvile, efter den kom ud af ovnen sidste gang.