2324E49A-7D44-4BB8-A079-0375E3ABEA6E.jpg
 

Rødbedegravad laks

Hvis du er ude i at skulle imponere, når du inviterer folk på frokost eller brunch, så er denne sindssygt flotte laks et rigtig godt bud. Rødbederne giver laksen en helt lyserød kant, der ikke alene ser godt ud - det smager også super.

Her bliver fisken serveret med lidt rygeostcreme (rygeost vendt med creme fraiche og salt/peber), agurkekugler og friske radiser.

INGREDIENSER

En hel lakseside

Sukker og fint salt

Evt. krydderi

2-3 rødbeder

SÅDAN GØR DU

En hel lakseside lægges i et fad med skindet nedad. Herefter drysses en blanding af fint salt og sukker i lige dele (2 spsk af hver) over fisken.

Du kan vælge at tilsætte yderligere smag med f.eks. dild, peber, hvidløg, etc. Men det er ikke påkrævet.

Herefter kommer du revet rødbede henover, så det dækker. Kom husholdningsfilm på og læg endnu et fad oven på. Kom gerne noget tungt i det øverste fad, så laksen bliver trykket flad.

Lad fisken stå i 2-3 dage på køl, inden du forsigtigt skyller og dubber laksens oversiden ren for rødbede og saltblanding.

Skær tyndt ud med kniven vendt lidt på skrå og servér straks med lidt ristet rugbrød, dild og citronskal 😎