IMG_0647.jpg

Rejecocktail deluxe

 
 

Der er sandhed i alle klichéer. Og selv om retter kan være blevet utrendy, så ER der på samme måde også en grund til, at de blev megapopulære en gang. Også selv om nogen måske rynker på næsen

Rejecocktailen er en af de retter, der måske har fået et lidt uheldigt ry, fordi man i 80’erne og 90’erne ikke kunne undgå at få dem kastet i nakken til både konfirmationer, bryllupper og også på de fleste restauranter, der kørte tre-retters menuer. I øvrigt kombineret med oksesteg og brownie og vanilleis til dessert.

Men det er en skam, for den smager jo fantastisk. Sprød salat, saftige rejer og den lækreste dressing. Og jeg må bare indrømme, at jeg gerne kaster mig over den fra tid til anden - især når solen skinner.

Denne udgave bygger lidt oven på en traditionel rejecocktail. Inspireret af gourmetkongen Heston Blumenthal er den toppet med soyamarineret stenbiderrogn, og så har jeg tilføjet lidt mere til cocktailen, så den måske egentlig tager sig mere ud som en fyldig salat, man kan spise til frokost med at godt brød til - og måske også et glas kølig hvidvin.

Dressingen har jeg ‘fortyndet’ lidt med cremefraiche, men hvis du er til det, kan du bare erstatte den med mayo. Så bliver retten lidt federe med lidt mere bund.

INGREDIENSER TIL 4 PERSONER:

  • 400 gram rejer - jo bedre rejer, des bedre ret

  • 200 gram edamame bønner

  • Et kvart spidskål afhængig af størrelsen

  • Et kvart iceberg-hoved

  • En avocado

Til dressingen

  • 100 gram ketchup

  • 50 gram god mayo - gerne hjemmelavet

  • 50 gram creme fraiche 9 %

  • 2 tsk engelsk sauce

  • Saften fra en halv citron

  • En knivspids cayennepeber

  • Lidt salt og peber

Til rognen

  • 200 gram rogn - brug stenbiderrogn, hvis det er i sæson, ellers kan du fx bruge ørredrogn

  • To spsk soya

  • 1 spsk risvineddike - eller hvidvinseddike, hvis ikke du har andet

SÅDAN GØR DU:

Begynd med at hælde rognen i en skål med soya og eddike. Rør lidt rundt i det og stil det til side.

Bland dressingen sammen. Alle ingredienser i en skål og rør rundt. Smag til med citron, salt, peber og cayennepeber, så det har præcis den smag, du er til. Det gør ikke noget, at du giver den godt med salt.

Hæld derefter rejerne i dressingen. Lad endelig rejerne dryppe ordentlig af først, så du ikke får lagen med.

Begynd nedefra med salaten. Nederst skal være en håndfuld fintsnittet spidskål. Dernæst en håndfuld iceberg salat. Oven på salaterne fordeler du først edamamebønnerne og dernæst avokadoen skåret ud i små tern.

Så er det tid til hovednummeret; rejerne. Fordel dem forsigtigt oven på det grønne og top så af med en ordentlig skefuld rogn på toppen, så er der ikke et øje tørt.

God fornøjelse!