Ramsløgspesto

ramsløgcollage.jpg
 
 

Så skal der hamstres…

En af de bedste tegn på, at foråret rigtig er på vej, er nu de små, spæde ramsløg titter op af jorden. Så er det nemlig tid til at sanke - og derefter forvandle de små, smagfulde blade til gode sager som fx pesto eller olie, der kan bruges i et væld af rette. Og det kan nemt fryses ned, så den relativt korte sæson for ramsløg kan være hele året.

Og hvor finder jeg dem så, spørger du måske? Alle entusiaster har deres helt egne spots, men jeg vil da godt røbe så meget, at jeg altid slår et smut forbi Frederiksberg Have i det tidlige forår, hvor de stortrives.

Her følger opskriften til både ramsløgpesto og ramsløgolie, som med fordel kan laves samtidig.

INGREDIENSER:

  • En skål med blade

  • Smagsneutral olie (fx raps- eller solsikkeolie - du behøver virkelig ikke købe de dyre olier. Her skal ramsløgene nok give det en god smag)

  • Parmesan (Du kan også bruge andre semihårde oste som fx vesterhavsost, høost eller sågar rød primadonna)

  • Salt

  • Mandler (eller andre nødder)

SÅDAN GØR DU:

Jeg plejer at begynde med at lave olien. For så kan man bruge alt det, som du skal filtrere fra i pestoen. Smart ikke?

Brug halvdelen af bladene til olien - og den anden halvdel til pestoen

  • Skyl bladene grundigt.

  • Varm 3 dl olie op til cirka 60 grader. Eller til det punkt, hvor det ikke længere føles så rart at have stikke fingeren ned i :)

  • Derefter hælder du olien over bladene i en blender eller i en foodprocessor.

  • Derefter skal bladene blendes på maksimal hastighed i 5-7 minutter. Lad det herefter stå i et kvarter.

  • Nu er det tid til at filtrere olien, så du ikke har en masse små blade i. Du kan gøre dette på mange måder, blandt andet ved at hælde det igennem et klæde, men jeg plejer at sætte et stort kaffefilter fast på en lille kande med en elastik. Hæld derefter olien ned i filteret og lad det stå og dryppe igennem lige så stille. Det tager typisk et par timer.

  • Hæld derefter olien på en patentflaske. Eller frys det ned med det samme i små poser. De blendede rester af ramsløg skal du endelig ikke smide ud.

Til pestoen:

  • Tag resten af bladene, skyl dem grundigt og tilføj de blendede rester fra ovenfor.

  • Tilsæt 1,5 dl olie, 30 gram parmesan (eller anden ost) og en god håndfuld nødder. Giv det en halv tsk salt og blend så til den store guldmedalje. Smag forsigtigt på det, skal der mere salt i? Eller hvis du vil have det lidt mindre skarpt (ramsløgblade smager lidt skarpt) kan du tilsætte lidt persille.

  • Pestoen bør være lidt tyk i det - hvis du vil have den lidt tyndere (som på billedet, justerer du ved at komme lidt mere olie i. Sørg dog altid for, at din pesto er dækket med olie, når den står på køl. Det forlænger holdbarheden.

  • Hvis du er til det, kan du også tilføje lidt citronsaft - det giver det en lidt mere frisk smag.

 
 
348C6DC5-6100-48E3-B5F2-E6811068FCEE.jpg