gldags.jpg

Gammeldags oksesteg

 
 

Få ting smager så godt som langtidstilberedt oksekød, der bare får lov til at stå i ovnen og småsimre, mens duften breder sig ud i hele hjemmet.

Vi har tidligere givet jer opskriften på en fransk-inspireret boeuf bourguignon, men i denne omgang er det den danske klassiske gammeldags oksesteg.

Stegen er typisk snøret oksetykkam, der forbliver saftigt og smeltende mørt, selv om det får lang tid. Du kan også til nøds bruge bov, men tykkam er nu det bedste.

Det er vigtigt, at du får stegt stegen ordentlig af, men derudover kan du egentlig kombinere smagene i gryden, som det passer dig. Fx kan man tilsætte vin i stedet for mørk øl. Og du kan tilføje alle de krydderurter, du vil.

Nedenfor har vi dog holdt lidt klassisk:

Ingredienser

  • 1 snøret steg af oksetykkam (1,5-2 kg)

  • Tre løg

  • Tre fed hvidløg

  • Tre gulerødder

  • Ca. 50 gram smør

  • Et par dl fløde

  • 2 spsk Ribsgelé

  • Kalvefond (eller bouillon)

  • En mørk øl – eller fx 3 dl rødvin

  • 2 spsk Worchestershire Sauce

  • Salt, peber og krydderurter (Timian, laurbær eller rosmarin)

Sådan gør du:

Allerførst skal stegen brunes godt af på alle side. Varm en pande rigtig godt op, kom olie på og sæt så i gang. Husk at krydre stegen med salt og peber først.

Læg stegen til side og skær gulerødder, løg og evt. andre grøntsager groft ud. De skal alligevel sies fra, så det betyder ikke så meget, hvordan det ser ud.

Kom smøret i en gryde, der kan klare at komme i ovnen, og steg grøntsagerne af ved middelvarme i 3-4 minutter. Tilsæt øl eller vin og lad det koge lidt ind.

Placer stegen ovenpå grøntsagerne og hæld fond ved, indtil det næsten dækker stegen. Kom krydderier og  worchestershire sauce i, og sæt gryden uden låg i en forvarmet ovn på 150 grader.

Lad stegen stå derinde, til den er mør. Det tager typisk 2,5-3 timer. Vend stegen rundt undervejs og sørg for, at tilsætte lidt væske undervejs, hvis der er behov for det.

Når stegen er mør, fiskes den op af gryden og pakkes ind i sølvpapir, mens du laver sovsen. Si grøntsagerne fra og hæld væsken tilbage i gryden og bring det i kog uden låg.

Kog det ind til cirka halvdelen og tilsæt så fløde og 2 spsk gele. Jævn herefter sovsen med lidt maizena oprørt i vand. Smag på det og juster evt. med lidt mere salt, peber, gele eller worchester sauce.

Skær stegen i skiver og server fx med kartoffelmos og ærter. Mums!

 
 
Og så er der mulighed for biksemad dagen efter!!

Og så er der mulighed for biksemad dagen efter!!