Cheddar-chicken nuggets
Hjemmelavede kyllinge-nuggets med smeltet cheddar indeni:
En syndig udgave af hjemmelavede kyllinge-nuggets. Her i en familievenlig udgave, men til en fodboldaften med gutterne, ville det ikke være dårligt at smide et halvt glas grofthakkede, syltede jalapeños i. En perfekt hybrid mellem chili-cheese tops og chicken nuggets!
INGREDIENSER:
◾️ 4 kyllingebryst-fileter
◾️ 200 gram groftrevet cheddar-ost
◾️ 1 stort æg
◾️ Rasp
◾️ Hvedemel
◾️ Æg( 3 stykker til panering)
◾️ Flagesalt
◾️ Friskkværnet peber
◾️ Rapsolie til stegning (ikke koldpresset. Bare den til 10 kr. for en liter)
◾️ Evt. 100 gram hakket syltet jalapeños
SÅDAN GØR DU:
◾️ Skær kyllingen ud i små tern. Max. 1x1 cm, gerne lidt mindre.
◾️ Hæld kødet i en skål med et æg, cirka en tsk flagesalt, samme mængde peber og et par håndfulde rasp og cheddarosten(og jalapeños hvis du vil have det i). Rør grundigt rundt i 2-3 minutter. Farsen skal gerne være fast nok til at man kan forme nuggets forsigtigt af den. Er farsen ikke samlet nok, så smid lidt mere rasp i.
◾️ Form små nuggets af farsen.
◾️ Tag tre dybe tallerkner; hæld mel i den første, tre æg i den anden(og pisk dem med en gaffel) og rasp i den tredje, som du også krydrer med salt og peber.
◾️ Hæld olie i en halvhøj pande eller i en bred gryde og varm olien op til det syder omkring en tandstik, hvis man dypper den i olien.
◾️ Mens olien varmer op dypper du hver nugget først i mel, så i æg og til sidst i rasp.
◾️ Steg dem cirka 2 min per side til de er gyldne og sprøde og servér straks!