IMG_0230.jpg

Blåmuslinge-

bisque

Med kaviar og dildolie

 
 

Ekstravagant smag af luksus

Når nytåret er på trapperne - eller en festmiddag skal afholdes - laver mange hummer- eller jomfruhummerbisque til forret . Og det er også virkelig lækkert. Men hvis du vil variere lidt eller spare en masse tid og penge, så lav denne her i stedet.

Det smager SINDSSYGT godt, og hvis pengene brænder i lommen på dig, så tilføj lidt ægte kaviar, som på billedet ovenfor. Det er på ingen måde nødvendigt, men det er såååå lækkert. Du kan dog også bytte den rockerdyre kaviar ud med f.eks. ørred- eller stenbiderrogn. Men det skal ikke være de billige på glas, for så ødelægger du den fine smag af suppen.

Suppen kan i øvrigt med fordel laves sammen med disse gratinerede muslinger - på den måde får du allermest ud af de råvarer, du allerede har købt. Opskriften kan du finde her.

INGREDIENSER

  • 1 kg blåmuslinger

  • 2 løg

  • 2 gulerødder

  • 3 fed hvidløg

  • Et fennikel

  • Et par glas hvidvin

  • 2-3 dl fløde

  • Evt. kaviar

  • Olie, smør, salt og peber

  • Dildolie (Se hvordan nedenfor)

SÅDAN GØR DU

Begynd med at ‘soignere’ muslingerne. Skyl dem, fjerne ‘skægget’ og kasser de muslinger, der er gået i stykker. Du skal også kassere de muslinger, der forbliver åbne, selv om du banker dem ned i bordet.

Steg løg, hvidløg, gulerødder og fennikel af i en blanding af lidt smør og olie (men gem en lille smule guleod og fennikel til lidt finthakket topping). Krydder grundigt med peber og en smule salt. Suppen skal koges ind, så tilsæt ikke for meget salt på dette tidspunkt.

Når det falder lidt sammen, så tilsætter du hvidvinen og koger det op. Når det koger, hælder alle muslingerne i, hælder du cirka en halv liter kogende vand på (eller til det dækker) og lægger låg på.

Hvis du også vil lave gratinerede muslinger som tilbehør, skal du fiske et skaller op efter et minuts tid og ellers koger du bare muslingerne for fuld smadder i en halv time. Ikke længere.

Derefter sier du væsken fra med en fin si og hælder den tilbage i gryden. Nu skal du reducerer væsken til cirka en tredjedel. Dernæst tilsætter du fløden og koger lidt videre. Smag på suppen, tilsæt evt. lidt mere salt. Smager den kraftigt nok - hvis ikke skal du koge den lidt mere ind.

Når du er tilfreds med suppen, så sluk for bluset og lad den stå et øjeblik, mens du skærer bittesmå tern (så småt du kan, gerne 1x1 mm) af gulerod og fennikel, du har lagt til side.

Lige inden du serverer, tager du et par små klumper smør (cirka en spsk. og blender i suppen med en stavblender. Det runder suppen af og skummer den lidt op.

Kom derefter de små tern af gulerødder i suppen og hæld den op i dybe tallerkener, der er varmet lidt forinden. Hvis du bruger kaviar eller rogn, skal de i suppen nu, og så giver du den et skud dildolie også.

Og så er det bare om at sætte sig til bords - gerne med et glas koldt hvidvin!

Bonus:

Dildolien laver du ved at blende 2 bundter dild med 2 dl smagsneutral olie, der er blevet varmet lidt op (50-60 grader). Det skal blendes i 5-7 minutter, så smagen rigtig trænger ud i olien.

Derefter sier du olien gennem et kaffefilter, eller et klæde, så du står tilbage med den klar, grønne olie. Det kan godt tage et par timer, hvis du gør det igennem et kaffefilter.