Verdens bedste restemad
Så bliver rester altså ikke meget bedre. Friturestegte, pankopanerede kugler af risotto fra dagen før.
Italienerne kalder dem arancini, men du kan kalde dem lige, hvad du vil. Sikkert er det dog, at det sprøde, salte ydre og det cremede, intense indre vil gøre ethvert madøre blød i knæene!!
Mangler du en risotto-opskrift, så brug evt. denne her.
INGREDIENSER
Rester af risotto
Smagsneutral olie (Raps eller solsikke, plejer jeg at bruge)
Lidt mel
To æg
Lidt rasp - gerne panko
Evt. lidt frisk mozzarella
Lidt salt
SÅDAN GØR DU
▪️ Køl risottoen helt ned, så du kan forme kugler af den. Gå efter en størrelse på omkring en golfbold. Hvis du er til det, kan du lægge et lille stykke frisk mozzarella i midten er kuglerne, som smelter, når kuglerne bliver friteret.
▪️ Vend dem først i mel, så i æg og til sidst i rasp.
▪️ Steg dem i en lille gryde med olie nok til, at de kan blive helt dækket. Olien skal være cirka 180 grader, før du plopper dem i.
▪️ Lad dem dryppe af på fedtsugende papir og giv dem lidt salt.
Sprød udenpå, cremet indeni. MUMS
Sørg for, at olien er 180 grader varm, inden kuglerne ploppes i.