Ananaschutney
Perfekt til retter med karry
I mange år havde vi det lidt svært med chutneys. Måske mest fordi dem, man køber i supermarkedet smager halvskidt. Alt for søde og for klistrede i konsistensen.
Men så faldt vi over denne chutney, som vi kastede os over at lave, da vi alligevel havde ananas i overskud. Den fungerer perfekte som tilbehør til kylling i karry, curries, etc. I virkeligheden alt, hvor du bruger karry.
Smagen er sød, syrlig og stærk på samme tid, og hælder du det i et patentglas, kan det sagtens holde sig en uge 14 dage på køl.
Ingredienser
En halv ananas
Et løg
2 fed hvidløg
1 dl eddike
2 dl vand
En spsk chiliflager
Salt, peber
Lidt gurkemeje, hvis du har – det hjælper på farven, men ikke ret meget andet
Evt. lidt finthakkede korianderstilke – hvis du alligevel har købt koriander til curry
Sådan gør du:
Skær løg og hvidløg fint ud og svits det af i en lille kasserolle ved middelvarme.
Skær derefter ananassen ud i små tern og kom dem i gryden. Hæld resten af ingredienserne i gryden og lad det småsimre i en halv time.
Let lidt på låget, så chutneyen kan koge ind.
Smag på det – skal der lidt mere sukker i, er den sur nok, etc. Når du er tilfreds hælder du det hele på et skoldet patentglas og sætter det på køl.
Når det bliver koldt, vil væsken tykne lidt, så det hænger lidt bedre sammen.