7-timers lam

Klar til syv timer i ovnen!

Klar til syv timer i ovnen!

 
 

En ret der laver sig selv, mens du hygger dig:

Her er en ret, man IKKE lige laver en tirsdag eftermiddag efter arbejde. Denne ret kræver bestemt ikke meget arbejde i køkkenet - den kræver bare lang tid i ovnen. De mange timer i ovnen garanterer til gengæld smeltende mørt og saftigt kød, der falder af benet - og en sauce med masser af syre, sødme og dybde. Sæt denne ret i ovnen en lørdag formiddag, og brug så dagen på at hygge dig med venner og familie. Syv timer efter er der mad! ;)

INGREDIENSER:
◾️ En stor lammebov
◾️ To hele hvidløg
◾️ 6 løg
◾️ En hel flaske hvidvin eller rødvin
◾️ 6 laurbærblade
◾️ Rosmarin og timian - helst friske kviste, men tørret kan også gå an.
◾️ To kylling-bouillonterninger
◾️ Olivenolie
◾️ Flagesalt og friskkværnet peber

SÅDAN GØR DU:
◾️ Rids fedtet på lammeboven og giv den godt med salt og friskkværnet peber.
◾️ Steg lammeboven i lidt olivenolie i en stor tykbundet gryde til den er gylden på alle sider.
◾️ Del hvidløget op i fed(uden at pille dem ud af hinderne). Skær løgene i kvarte - uden at pille dem først. Smid løg og hvidløg i gryden sammen med rosmarin, timian, laurbærblade, bouillonterninger og en hel flaske rødvin eller hvidvin. Om vinteren ville vi vælge rødvin - og sommeren; hvidvin. Uanset hvad, ender du med en utrolig lækker sauce.
◾️ Læg låg på gryden og sæt den i en forvarmet ovn ved 110 grader i syv timer.
◾️ Når de 7 timer er gået, tages lammeboven forsigtigt op, lægges på et fad og dækkes over med staniol. Tag løg, hvidløg og urter op af stegeskyen og gem dem som tilbehør.
◾️ Sæt gryden på komfuret og skru op for varmen. Væden skal reduceres lidt, så den bliver kraftigere i smagen. Smag til med salt, peber og evt. lidt sukker. Er saucen ikke tyk nok, kan du jævne den en lille smule med lidt Maizena.
◾️ Servér det møre lammekød med ris, couscous, bulgur, godt brød eller ovnbagte rodfrugter.